23948sdkhjf

Kæde sætter flammer i seneste regnskab og tredobler millionoverskud

Restaurant Flammen næsten tredoblede sit resultat i 2023 og kan fremvise et tocifret millionoverskud. Virksomheden vil fortsat investere og kigger på nye restauranter i både Danmark og udlandet

Kæden af grillbuffet-restauranter, Restaurant Flammen, landede i 2023 sit bedste resultat i en årrække med et overskud før skat på 17,1 mio. kr. Det skriver virksomheden i en pressemeddelelse.

Ifølge regnskabet for koncernen, der tæller 15 egne restauranter og to franchise-restauranter, er det næsten en tredobling sammenlignet med overskuddet på 6,2 mio. kr. i 2022 og det bedste resultat for kæden siden 2017.

Det stærke resultat glæder Restaurant Flammens administrerende direktør, Piet Klein. Ifølge direktøren understreger tallene nemlig, at kæden både har en stærk appel til danskerne og udgør en god og sund forretning.

- Vi leverer et rigtig solidt resultat i det første hele år uden påvirkning af COVID-19, og det skal vi se tilbage på med både stolthed og stor tilfredshed. Jeg hæfter mig selvfølgelig ved, at vi næsten tredobler vores resultat før skat og igen laver et tocifret millionoverskud. Men især glæder det mig, at der bag tallene ligger en fortælling om, at danskerne er meget glade for vores grillbuffetkoncept, siger Piet Klein.

Høj tilfredshed

Direktøren peger her på, at antallet af aftengæster i kædens restauranter i 2023 steg med knapt 6 procent sammenlignet med 2022. Samtidig har Restaurant Flammen, ifølge pressemeddelelsen, aldrig tidligere haft så stor gæstetilfredshed i sine målinger som i 2023.

- Vi lever for at skabe glade gæster og gode madoplevelser, og når vi både får flere og mere tilfredse gæster i vores restauranter, så er det selvfølgelig et stort skulderklap. Derfor skal der også lyde en helt særlig tak til vores knap 800 medarbejdere, som året rundt knokler for, at vi lever vores formål, siger Piet Klein.

Vækst gennem flere restauranter

Regnskabet for 2023 er dog også påvirket af de stigende fødevarepriser globalt, og derfor har Restaurant Flammen haft stort fokus på omkostningsstyring og indtjeningsevne.

Blandt andet set i det lys valgte Restaurant Flammen tilbage i efteråret 2022 at nedlægge sit brunch-koncept og alene arbejde med aftenrestaurant og TakeAway. Dertil har kæden også med succes arbejdet med at styrke sin forecasting for at minimere spild og skabe endnu bedre lønsomhed i restauranterne.

- Man kan sige, at vi er blevet mere fokuserede i 2023, og derfor arbejder vi nu med en vækststrategi gennem åbning af flere restauranter. Vi vil gerne bruge det gode resultat til at investere i, at flere får mulighed for at besøge Restaurant Flammen, og vi kigger både på flere lokationer i Danmark og også udenfor landets grænser, lyder det fra Piet Klein.

I efteråret 2023 åbnede Restaurant Flammen i Sønderborg, og i januar 2024 kom Holstebro også på kædens Danmarkskort. Ifølge Piet Klein forventer kæden, at den mod slutningen af 2024 åbner yderligere én eller to restauranter.

Restaurant Flammen forventer i 2024, at den positive udvikling i kæden vil fortsætte og give udslag i et væsentligt bedre resultat før skat i størrelsesordenen 24-28 mio. kr.

Se nøgletal for:
Læs mere om: Restauranter
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.657